Forside

TEMADAGE FOR ELEVER PÅ UNGDOMSUDDANNELSERNE


DIIS, Holocaust og folkedrab afholder en række tværfaglige temadage for elever på ungdomsuddannelserne i forbindelse den årlige Auschwitz-dag den 27. januar. På temadagene deltager eleverne i workshops, der handler om folkedrab, erindring og identitet.

Temaet for Auschwitz-dag 2011 er ”Kampen om erindringen”. Dette tema sætter fokus på de ofte modstridende fortællinger om historiens folkedrab. Fortidens forbrydelser huskes og fortælles forskelligt afhængig af tid, sted og personer.

Udgangspunktet for året tema er, at beretninger om fortiden er med til at forklare, hvem vi er. Derfor spiller erindringen om folkedrab en vigtig rolle for mennesker, grupper og samfund. Man kan samles om en fælles fortid, der – på trods af at være forbundet med tab, sorg, skam eller skyld – giver samhørighed, fællesskab og mening i livet. Men minderne om en traumatisk fortid kan også avle mistro og fjendskab, når forskellige udlægninger af historien tørner sammen i kampen om erindringen.

På temadagene vil eleverne blive introduceret til årets tema af en gæstetaler, der personligt har haft folkedrab inde på livet.
 
Eleverne bliver i forskellige workshops stillet over for dilemmaer og problemstillinger, der belyser temaet fra forskellige vinkler. De workshops, der vil blive udbudt på temadagene vil tage udgangspunkt i en række forskellige fagretninger og beskæftige sig med forskellige cases såsom Holocaust, Rwanda, Bosnien og Namibia. Det vil i løbet af sommeren blive muligt at læse mere om de kommende workshops.

Hvor og hvornår?

Temadagene afholdes i 2011 på følgende datoer:
  • Den 18. januar  Aabenraa
  • Den 19. januar  Esbjerg
  • Den 20. januar  Århus
  • Den 21. januar  Aalborg
  • Den 24. januar  Roskilde
  • Den 25. januar  Odense
  • Den 26. januar  København
  • Den 27. januar  København
Program for temadagen:
  • 09.30-09.40 Velkomst
  • 09.45-10.40 Gæstetaler
  • 10.50-12.10 Workshop I
  • 12.10-13.00 Frokost
  • 13.10-14.50 Workshop II