|
|
|
Workshops 2011
Følgende 15 workshops afholdes ved Auschwitz-dag 2011.
Workshops:
1. Frygten for, hvad der kunne ske
2. Folkedrab i Namibia – en forløber for Holocaust?
3. Historien forhandlet, benægtet og glemt
4. Aldrig mere folkedrab?
5. Roma – den velkendte fremmede
6. Mit hjem – min historie
7. Fremskridt eller massemord? Livet efter Stalin
8. Gerningsmænd mindes – ofre glemmes
9. Tasmanien – det dobbelte folkedrab
10. Cambodja i dag: fortielse eller retfærdighed?
11. Holocaust på anklagebænken
12. Se fremad – ikke tilbage!
13. Kampen om erindringen – kampen om anerkendelse
14. Når ord ikke slår til
15. Skyldens byrde
Beskrivelser af workshops samt forberedende materiale:
1. Frygten for, hvad der kunne ske
--------------------------------------------------------------------------------
Konflikten mellem israelere og palæstinensere er et centralt og følsomt emne i hverdagens Israel. Det handler på den ene side om menneskerettigheder, sikkerhed og nationale grænser, på den anden side om identitet og synet på historie. For mange i Israel forbinder jødeforfølgelser, Holocaust og konflikten i regionen i dag med hinanden. Men hvad har Holocaust, der skete i Europa for 65 år siden, egentlig med Palæstina og den palæstinensiske befolkning i Israel at gøre?
Holocaust har skabt en frygt hos nogle jøder for, at noget lignende kan ske igen. Vi skal i workshoppen se på forbindelsen mellem frygten for, hvad der kunne ske og konflikten mellem israelere og palæstinensere. Vi skal undersøge den jødiske kollektive erindring, og hvordan erindringer om Holocaust får direkte indflydelse på holdninger og beslutninger i dag.
Hvilken rolle spiller fortiden for jødiske familier i Jerusalem – for byens teenagere og de unge i hæren? Hvad er konsekvenserne, når eksistentiel frygt og erindringen om Holocaust bliver en medspiller i Israel-Palæstina konflikten?
2. Folkedrab i Namibia – en forløber for Holocaust?
--------------------------------------------------------------------------------
Namibia 1904: Hererofolket gør væbnet oprør mod den tyske kolonimagt. Kolonimagten svarer igen ved at fordrive kvinder, børn, gamle og mænd ud i ørkenen. De, der ikke dør af tørst, bliver skudt eller sendt i lejre, der minder om de senere nazistiske kz-lejre. I lejrene dør flertallet af fanger af tvangsarbejde eller som konsekvens af de umenneskelige leveforhold.
De tyske kolonistyrkers overgreb i Namibia 1904-1908 har mange lighedspunkter med nazisternes politik under 2. Verdenskrig. Fremtrædende personer og organisationer går igen i begge forbrydelser, ligesom vigtige aspekter af Hitlers og nazismens ideologi blev formuleret for første gang i Namibia. Det gælder fx begreber som lebensraum, udryddelseskrig og endlösung.
I dag mindes Holocaust i Tyskland og verden over. Men hvorfor hører man så godt som intet til folkedrabet i Namibia? Hvad betyder folkedrabet på hereroer for vores forståelse af Holocaust og andre folkedrab? Var der særlige tendenser i datidens tyske eller europæiske kultur, der muliggjorde de to folkedrab?
3. Historien forhandlet, benægtet og glemt
--------------------------------------------------------------------------------
I 1915-1917, i det daværende Osmanniske Rige, skete der noget så uhyrligt, at det næsten ligger uden for menneskelig fatteevne: Armenske spædbørn blev smidt i floderne, armenske mænd og drenge blev hugget ned, og kvinder og børn blev sendt på dødsmarcher. Størstedelen af kvinderne og børnene overlevede ikke. De blev overfaldet, voldtaget eller myrdet – eller døde af sult og tørst. Omkring 1,5 millioner armeniere blev systematisk dræbt af de ungtyrkiske magthavere.
Folkedrabet på armenierne stoppede i 1917, men krænkelsen af ofrene sluttede ikke her. For historien om det armenske folkedrab er også historien om historiebenægtelse og om glemsel. Og det er en historie om en vedvarende kamp om erindringen af det armenske folkedrab. Anerkendelsen af, at forbrydelserne i Armenien fra 1915-1917 var et folkedrab, er stadig politisk kontroversiel.
Men hvordan og hvorfor kan noget så forfærdeligt som et folkedrab blive glemt og ligefrem benægtet? Er historiske begivenheder til forhandling? Er det tilfældigt, hvad der huskes, og hvad der glemmes?
4. Aldrig mere folkedrab?
--------------------------------------------------------------------------------
Da 2. Verdenskrig sluttede i 1945, var verden chokeret over de uhyrlige forbrydelser, der havde fundet sted. Heriblandt forsøg med mennesker og etableringen af udryddelseslejre, hvor jøder og andre offergrupper blev gasset ihjel og brændt.
I efterdønningerne af krigen og forfærdelsen over nazisternes gerninger blev FN’s folkedrabskonvention skabt. Konventionen skulle sikre, at gerningsmænd fra folkedrab blev retsforfulgt. Håbet var samtidig, at man med konventionen kunne forebygge fremtidige folkedrab. Siden konventionen blev vedtaget i 1948, er der dog blevet begået flere folkedrab. Det historiske løfte om ”aldrig mere” er ikke blevet holdt. En overlevende fra folkedrabet i Rwanda har udtrykt det således: Er ”aldrig mere” blot tomme ord, der gælder for nogle mennesker, men ikke for andre?
I workshoppen skal vi blandt andet diskutere, hvad man kan bruge folkedrabskonventionen til. Er den overhovedet nødvendig, når det nu har vist sig, at den ikke automatisk sikrer ”aldrig mere folkedrab”?
5. Roma – den velkendte fremmede
--------------------------------------------------------------------------------
Man kan ofte finde negative historier om romaer eller sigøjnere, som de til tider kaldes, i de danske medier. Romaerne bliver beskrevet som kriminelle fremmede eller som nogle, der ikke passer ind. Historier om diskrimination, fordomme og udvisninger af romaer går igen over hele Europa, til trods for at romaer har levet her siden middelalderen.
Opfattelsen af romaer som outsidere fandtes også under nazismen. Nazisterne definerede romaer som en underrace, der var ”asocial”, kriminel og suspekt. Romaerne blev derfor forfulgt og fordrevet, og flere end 200.000 romaer blev systematisk myrdet af nazisterne – bl.a. i udryddelseslejren Auschwitz.
Mange af de fordomme, der medvirkede til nazisternes folkedrab på romaer, eksisterer stadig den dag i dag. I workshoppen ser vi nærmere på, hvad dét betyder for erindringen af folkedrabet på romaerne: Kan man gøre op med den historiske forfølgelse af romaer, hvis fordomme og diskrimination stadig er dagligdag for mange romaer?
6. Mit hjem – min historie
--------------------------------------------------------------------------------
Hvad gør os til dem, vi er? Er det, hvor vi bor og går i skole? Hvilket sprog, vi taler? Hvem, der er vores venner? Land, uddannelse, sprog og venskaber har alt sammen betydning for vores identitet – hvem vi er som mennesker. Men hvad sker der, hvis svarene på disse spørgsmål med ét ændrede sig?
Krigen i Bosnien 1992-1995 sendte mere end 2 millioner bosniere på flugt. Da krigen sluttede, var over en million bosniere flygtet til nabolandene og til Vesteuropa. Og endnu flere var blevet fordrevet inden for landets egne grænser. Det enorme antal flygtninge har været et stort problem efter krigen. Og det har været en reel udfordring for arbejdet med at genopbygge landet og skabe forsoning mellem de forskellige befolkningsgrupper. For hvordan bliver man f.eks. enige om, hvem der skal bo hvor? Hvem har ret til hvilket hjem? Den dag i dag – 15 år efter krigens afslutning – er mange af disse spørgsmål endnu ikke afklaret.
Gennem både unge og ældre flygtninges øjne vil vi i workshoppen diskutere, hvorfor begreber som ”mit hjem” og ”min historie”, der umiddelbart virker ligetil, er meget komplekse, når vi ser på dem i lyset af folkedrab og flugt.
7. Fremskridt eller massemord? Livet efter Stalin
--------------------------------------------------------------------------------
Henrettelser, arbejdslejre, tvangsdeportationer og konfiskering af mad fra mennesker, der allerede sulter. Millioner af sovjetiske borgere blev dræbt under det terrorregime, som blev indført af Josef Stalin.
Sovjetunionen kollapsede for 20 år siden, men både Rusland og de tidligere sovjetrepublikker er fortsat i gang med at definere sig selv og deres historie, både indadtil og udadtil – fx i forhold til EU. Nogen hylder Stalin som ”Folkenes fører”, mens andre mindes regimets ofre. Der er heller ikke enighed om, hvor mange ofre den stalinistiske terror krævede, eller hvad hensigten var med ofrenes lidelser. Spørgsmål som disse diskuteres den dag i dag, og det debatteres stadig, hvordan Stalin skal mindes.
Hvilke fortællinger om fortiden konkurrerer i det tidligere Sovjetunionen – og hvorfor? Hvordan kan det være, at nogle stadig ser Stalin som folkenes beskytter, og hvad er der på spil for samfundet og politikerne? Kan de mange versioner af historien eksistere side om side, og er der plads til, at man mindes regimets ofre?
8. Gerningsmænd mindes – ofre glemmes
--------------------------------------------------------------------------------
Det 20. århundredes første folkedrab fandt sted mellem 1904-1908 i det afrikanske land Namibia. Ofrene var hereroer, og gerningsmændene var tropper fra den daværende tyske koloni-magt. Folkedrabet efterlod dybe spor i sjælen hos overlevende og deres efterkommere, men alligevel er det i dag svært at finde fysiske beviser på, at overgrebene fandt sted.
Mange steder i verden etablerer man gravpladser og monumenter for at mindes sine døde. Dette finder man ikke for ofrene for folkedrabet i Namibia. I stedet ser man mindesmærker i landet, der ærer de tyske soldater, der faldt i landet under folkedrabet. Og den dag i dag findes der kræfter i Namibia, der benægter, at folkedrabet overhovedet fandt sted.
Som en del af kampen for anerkendelse af folkedrabet har ofrenes efterkommere søgt om erstatning for deres tab. På trods af at Tyskland i dag vedkender sig ansvaret for folkedrabet, har denne kamp indtil nu været uden held. Kan der være en ’udløbsdato’ på undskyldninger og erstatninger? Er konkrete udtryk for erindring altid nødvendigt? Og hvem er det, der bestemmer, hvad og hvem vi skal mindes?
9. Tasmanien – det dobbelte folkedrab
--------------------------------------------------------------------------------
Googler man ”den tasmanske prinsesse”, omhandler de fleste hits kronprinsesse Mary. Den ’rigtige’ tasmanske prinsesse levede dog for halvandet hundrede år siden på den australske ø Tasmanien. Prinsesse Truganini blev født i 1812 i en tid, hvor det britiske kolonistyre var i fuld gang med at udføre det, der senere er blevet betegnet som folkedrab. Det gik ud på at fjerne de indfødtes børn og placere dem hos hvide engelske familier.
Historien fortæller, at Truganini døde i 1876 som den sidste overlevende aboriginer på øen. Hendes død betød udryddelsen af den oprindelige befolkning på Tasmanien, men overgrebene mod tasmanske aboriginere fortsatte. For også børn af forhold mellem indfødte og englændere blev – ligesom aboriginere i resten af Australien – tvangsfjernet fra deres familier. Disse børn er kendt som ”de stjålne generationer”.
Hvad betyder det for en stat at have folkedrab på samvittigheden? Hvorfor betragtes både drab på en bestemt gruppe mennesker og tvangsfjernelser af børn fra en gruppe som folkedrab? Og hvordan erindres folkedrabet på det oprindelige folk i Tasmanien vs. overgrebene på de efterfølgende generationer?
10. Cambodja i dag: fortielse eller retfærdighed?
--------------------------------------------------------------------------------
Kan man leve videre efter at have set sine søskende blive banket ihjel? Kan man føre et almindeligt liv, når man har tortureret og dræbt mennesker i sin fortid? Disse og lignende scenarier er den barske virkelighed for en meget stor del af den cambodjanske befolkning i dag. Gerningsmænd og overlevende fra De Røde Khmerers rædselsregime er tvunget til at leve sammen på trods af en grusom fortid.
Pol Pot, der var leder af det kommunistiske terrorregime, døde i 1998. Han nåede derfor aldrig at blive dømt for folkedrabet på mindst 1,7 millioner mennesker – knap en fjerdedel af Cambodjas befolkning. Flere tidligere Røde Khmerer sidder i magtfulde positioner den dag i dag. Blandt andet derfor har landets opgør med historien haft meget svære kår. Først de senere år har bearbejdelsen af folkedrabet taget fart gennem retsopgør og historieskrivning.
Men hvad skal der til for, at man som menneske kan se sin fortid i øjnene? Bør ekstreme grusomheder som folkedrab mindes, eller kan man fortie og lægge fortiden bag sig? Bliver det nogensinde muligt, at opnå retfærdighed i Cambodja?
11. Holocaust på anklagebænken
--------------------------------------------------------------------------------
Forestil dig følgende: Du har fået til opgave at skrive om Holocaust. Du sætter dig foran din computer og indtaster H-o-l-o-c-a-u-s-t i Googles søgefelt. To af de første fem resultater viser sig at være danske hjemmesider, hvis formål er at stille spørgsmålstegn ved, om Holocaust fandt sted. Dette er ikke et tænkt eksempel, men den skinbarlige sandhed.
På trods af et overvældende kildemateriale, der dokumenterer, at omkring 6 millioner jøder systematisk blev dræbt af nazisterne under 2. Verdenskrig, er Holocaust-benægtelse udbredt, specielt på nettet. Benægternes mest almindelige påstande er, at der ikke fandtes gaskamre, at Hitler ikke beordrede jødeudryddelserne, og at det var jødernes egen skyld, at de blev forfulgt.
En af de fremtrædende Holocaust-benægtere er den britiske forfatter David Irving. I 1993 skrev amerikaneren Deborah Lipstadt bogen Denying the Holocaust, hvori hun kaldte Irving for en af de farligste talsmænd for Holocaust-benægtelse. Irving sagsøgte Lipstadt. I workshoppen vil vi diskutere retssagen og dens udfald samt spørgsmål som: Hvad er Holocaust? Hvad er Holocaust-benægtelse? Hvem benægter Holocaust, hvordan gør de det – og hvorfor?
12. Se fremad – ikke tilbage!
--------------------------------------------------------------------------------
Hvad ville du gøre, hvis du var præsident i et land, hvor den ene del af befolkningen for få år siden forsøgte at udrydde den anden? I Rwanda har præsidenten og regeringen valgt at se fremad.
Kort efter folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor ekstremistiske hutuer forsøgte at udrydde landets tutsier, blev al historieundervisning forbudt. Regeringen indførte forbuddet, bl.a. fordi fortidige begivenheder og historiske myter blev brugt under folkedrabet til at opildne til had og vold. Siden har regeringen endda forbudt overhovedet at tale om etniske forskelle. Regeringen ønsker, at alle i landet skal se sig selv som rwandere i stedet for at inddele sig i hutuer og tutsier.
Men hvad med de mennesker, som blev udsat for frygtelige overgreb, og hvis familier blev dræbt under folkedrabet, netop fordi de var tutsier? Mange af disse mennesker lever stadig uden tillid til omverdenen, og de har brug for at fortælle deres historier for at bearbejde deres tab. Men gang på gang får de at vide: Se fremad – ikke tilbage.
13. Kampen om erindringen – kampen om anerkendelse
--------------------------------------------------------------------------------
En krig har altid mindst to involverede parter: Parter der sjældent har samme opfattelse af, hvorfor der er krig. Hvad sker der med krigens forskellige sider, når våbnene er lagt, og freden har fundet vej? Hvordan kan mennesker forsones, hvis de grundlæggende er uenige om krigens årsager, forløb og forbrydelser som folkedrab?
Ofte vil parterne udråbe de andre som ”de onde”, eller som aggressorerne, og ophedet diskutere, hvem der led mest. Dette skete også i Bosnien. Her var grupperne fx dybt uenige om, hvem der havde begået de værste forbrydelser: Hvem kunne kaldes ofre for folkedrab – og hvem var gerningsmænd? Når den splittelse mellem grupperne, der karakteriserede konflikten, føres videre i eftertiden, giver det forsoningen og den fælles fremtid svære kår.
I denne workshop skal vi undersøge, hvordan forskellige erindringer, holdninger og forklaringer på det, der skete under krigen i Bosnien, påvirker udviklingen mod forsoning og sameksistens i landet. Hvad er på spil i kampen om erindringen? Og hvad vil det kræve at forene forskellige erindringer og blive enige om, hvad der egentlig skete?
14. Når ord ikke slår til
--------------------------------------------------------------------------------
Hvorfor svarer vinderne af Vild med dans eller VM i fodbold altid kun ”fantastisk!”, når de bliver spurgt om, hvordan det føles at vinde? Uudsigelighed er dét, vi føler, når vi oplever noget så voldsomt, at det gør alle vores ord for små. Når alt dét, vi kan sige, virker utilstrækkeligt i forhold til alt dét, vi gerne ville have sagt.
At vinde Vild med dans eller VM i fodbold kan skabe den uudsigelighed, som i andre situationer er blevet oplevet langt, langt stærkere. I forsøgene på at fremstille, hvad der skete under et folkedrab, møder vi uudsigeligheden i dens tydeligste og mest voldsomme form.
Hvordan har øjenvidnerne, journalisterne, digterne, malerne og historikerne oplevet folkedrabets uudsigelighed? Hvordan har de forsøgt at overvinde den? Og hvilken rolle mon uudsigeligheden spiller i kampen for erindringen, når man vil erindre noget, hvis omfang og essens ikke engang kan siges?
15. Skyldens byrde
--------------------------------------------------------------------------------
Efter at have befriet kz-lejrene i 1945 tvang amerikanske soldater de rystede og skamfulde tyske civile til at konfrontere bunkerne af lig. Siden fulgte årtier med fortrængning og fortielse: Ofrene blev glemt og skylden fornægtet. Den almindelige holdning var, at man måtte lægge den nazistiske fortid bag sig for at kunne begynde forfra som en ny, ”normal” nation.
En Hollywood tv-serie fra 1979, Holocaust – the Story of the Family Weiss, satte en bølge af forandringer i gang. Seriens popularitet brød med tabuet omkring Holocaust i den brede tyske befolkning. Foreninger blev stiftet og begyndte at arbejde med de konkrete spor af jøder, der var forsvundet fra lokalområdet. Holocaust blev virkelighed.
Det blev ikke den såkaldte ’skyldige generation’, men derimod dens efterkommere, der udviklede en stærk mindekultur for Holocausts ofre. Men hvorfor blev det en fiktiv tv-serie, der var anledning til en massiv bearbejdning af Holocaust? Og hvordan kunne de overvældende kendsgerninger om jødeudryddelserne overhovedet fortrænges så længe i samfundet og i den enkelte familie?
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
