|
|
|
Oversigt over workshops 2010
1. Propaganda – starten på et folkedrab?
2. farlige fællesskaber
3. De stjålne generationer
4. Srebrenica – når naboer bliver fjender
5. Du var min bedste ven – nu skal du dø
6. Folkedrabets fotograf
7. Forestillingen om den perfekte krop
8. At være tysk – efter Holocaust
9. I folkedrabets skygge
10. Fjenden iblandt os
11. Falige verdensbilleder?
12. Når folkets fjende er folket selv
13. Hadets forestillinger
14. De andre mænd er ikke mænd som os!
15. Gerningsmænd og drabsmotiver
1. Propaganda – starten på folkedrab?
Da nazisterne i 1930’erne og 1940’erne forsøgte at lægge Europas jøder for had, spillede propaganda en central rolle. Men jødefjendtlig propaganda var ikke noget nyt fænomen. Mange af de fjendske budskaber var derimod genbrug af gamle fordomme. Hvilken rolle spillede propagandaen for folkedrabet på Europas jøder? Hvorledes påvirkede propagandaen almindelige menneskers syn på jøder, og var den afgørende for, at Holocaust kunne finde sted?
Fordomsfuld propaganda, der udstiller minoriteter, er ikke bare noget, der hører fortiden til. Også i dag ser vi eksempler på genbrug af jødefjendtlig og nazistisk propaganda. Gennem historien har propaganda lig den, man så under Holocaust, også været rettet mod mange andre grupper. Under konflikten på Balkan blev naboer, venner og endda slægtninge fremstillet som frygtelige mordere og fjender. Propaganda kan skabe syndebukke og vende befolkningsgrupper imod hinanden. Men hvor stor er propagandaens magt? Hvornår bliver propaganda direkte medvirkende til folkedrab?
2. Farlige fællesskaber
”Krigens rædsler skræmte ikke os knægte, de tiltrak os. Og heltedøden hørte til...” De var 15-18 år, og de var Nazi-Tysklands fremtid. Som medlemmer af det nazistiske ungdomskorps ”Hitlerjugend” blev de lovet kammeratskab, spænding og en stor fremtid i et storslået Tyskland. De bar uniformer og sværgede troskab mod Hitler og Tyskland under mottoet ”Blod og ære”. Fra barnsben lærte de unge medlemmer, at de tilhørte en overlegen menneskerace og at jøderne var undermennesker, der skulle udryddes. Hitlerjugend gav en stærk fællesskabsfølelse og identitet, og mange var villige til at ofre deres liv eller tage andres for det større, fælles mål: det Tredje Rige.
Efter krigen blev nazisternes systematiske folkedrab på seks millioner jøder og andre offergrupper afsløret. Det blev nu klart, at det, de nazistiske unge tidligere havde troet på, havde resulteret i en forbrydelse af uoverstigelige dimensioner. Historien om Hitlerjugend viser, hvor stor en magt fællesskaber kan have. Men hvad er det, der gør nogle fællesskaber farlige? Burde medlemmerne af Hitlerjugend have gennemskuet det fællesskab, de var en del af? Og hvordan gør man det?
3. De stjålne generationer
Australien er mere end et eksotisk rejsemål med endeløse sandstrande, smuk natur og tilrejsende fra hele verden. Australien er også en stat med en sort historie på samvittigheden. Den oprindelige befolkning, aboriginere, fik gennem mange generationer ødelagt deres basale livsvilkår og deres kultur, da en ny befolkning flyttede til kontinentet.
Helt frem til 1970’erne splittede den australske regering de aboriginske familier ad. De børn, der blev fjernet fra deres forældre, går i dag under navnet ”de stjålne generationer”. Børnene blev fjernet for at sikre, at de voksede op og blev ”rigtige australiere”. Hvilke konsekvenser har det for et menneske at blive revet væk fra alt det, man kender, og at blive tvunget ind i en anden og fremmed kultur? Hvorfor så den australske regering det som nødvendigt at udrydde den oprindelige australske kultur? Hvorfor blev de indfødte set som fjender og ikke venner? Og kan tvangsfjernelse af børn betragtes som folkedrab?
4. Srebrenica – når naboer bliver fjender
Under krigen i Bosnien i 1990’erne skabte propaganda splid og fjendtlige forestillinger om ”de andre”. Tidligere naboer og venner blev fjender, blot fordi de tilhørte forskellige etniske og religiøse grupper. Krigen kulminerede i juli 1995 med den største massakre på europæisk jord siden 2. Verdenskrig: folkedrabet på muslimske bosniere i den lille by Srebrenica, hvor over 8.000 mænd, både unge og gamle, blev ført væk og henrettet i Srebrenicas bakker.
Førhen boede der både muslimske og serbiske bosniere i Srebrenica, men i dag bor der næsten udelukkende serbiske bosniere i byen. Mange af de serbiske bosniere benægter, at der fandt et folkedrab sted, og de mener, at historien om folkedrabet er udtryk for fejlagtig muslimsk propaganda.
Hvordan er det muligt at nedbryde farlige forestillinger om de andre, når de først er etableret? Hvad er der sket i lokalsamfundet Srebrenica efter folkedrabet? Er det overhovedet muligt at leve side om side på et sted som Srebrenica?
5. Du var min bedste ven, men nu skal du dø!
Emmanuel vokser op sammen med Julien. De bor i samme landsby, og går i samme klasse. De er gode venner. Faktisk er de bedste venner. Emmanuel er tutsi og Julien er hutu. Men de har kendt hinanden, siden de var helt små, og derfor betyder det ikke noget, hvad ”de er”. Men pludselig en dag betyder det alt.
Under folkedrabet i Rwanda blev næsten en million mennesker dræbt. Mange blev slået ihjel af deres naboer, venner, skolelærere eller præster. Hvordan kan det gå til at mennesker, der har kendt hinanden i mange år, boet side om side, hjulpet hinanden i markerne eller leget sammen som børn, kan ende med at slå hinanden ihjel? Hvilke psykologiske mekanismer i mennesker er det, der gør, at to venner kan ende som dødelige fjender?
6. Folkedrabets fotograf
Har du en uddannelse? Er du religiøs? Bærer du briller? Så udgør du en trussel, og du må udryddes!
Den 17. april 1975 marcherede De Røde Khmerer ind i Cambodjas hovedstad til befolkningens store begejstring. Men blot få timer senere var begejstring vendt til frygt. Folk, der boede i byerne, blev tvangsforflyttet til landet. Nationalbanken blev sprængt i luften og pengesystemet afskaffet. Skoler, hospitaler og markeder blev ødelagt. Intellektuelle, læger, lærere og religiøse blev slået ihjel. Alle, der stod i vejen for De Røde Khmerers kamp for et klasseløst bondesamfund, måtte destrueres.
Den 16-årige cambodjanske dreng Nhem En arbejdede på dette tidspunkt som fotograf i det berygtede torturfængsel Tuol Sleng. Med sit kamera dokumenterede han mere end 14.000 menneskers død. Men hvem var de mennesker, han fotograferede? Hvad havde de gjort? Nhem En stillede ingen spørgsmål. Heller ikke den dag hans egne familiemedlemmer stod foran hans kameras linse. Den interne fjende skulle bekæmpes, og under revolutionen imod det klasseløse samfund var der ikke plads til spørgsmål.
7. Forestillingen om den perfekte krop
Enorme menneskemængder blev på de nazistiske massemøder forenet til én bevægelse, der gik i takt i kæmpe optog. De store processioner var ikke kun til skue. De skabte et fællesskab af eufori og samhørighed, hvor det enkelte menneske smeltede sammen med den større helhed.
I 1930’ernes Tyskland blev Hitler og nazismens ideologi om den ariske races overlegenhed folkeeje. Det tyske folk fik at vide, at de tilhørte den sunde, blonde race, og at de derfor var selvskrevet til at herske over de øvrige racer. Den ariske krop blev hyldet på massemøder om idræt, kunst og ved krigsparader. Og ophøjelsen af den ariske krop blev en central del af den ideologi, der retfærdiggjorde folkedrabet på jøder og andre ”usunde” grupper.
Hvilke kræfter ligger der gemt i vore kroppe og kan vi blive forført af dem? Kan en dyrkelse af kroppen være med til at retfærdiggøre folkedrab? Hvordan har forestillinger om kroppen tidligere været med til at danne grobund for diskrimination og vold? Findes der holdninger til kroppen i vores samfund, som vi også i dag skal være på vagt overfor?
8. At være tysk – efter Holocaust
I 1990´ernes New York møder Andi den amerikanske kvinde Sarah. De forelsker sig og planlægger en fremtid sammen. Men noget går galt. Sarah er jøde, hendes familie har lidt frygtelige tab i udryddelseslejren Auschwitz. Og Andi – han er jo tysker. Selvom Andi end ikke var født under folkedrabet på Europas jøder, føler han sig mistænkeliggjort af Sarah, hendes familie og venner. For hvilke forestillinger har de om tyskere? Og kan han undgå, at de leder efter nazistiske træk i hans personlighed?
Andi er hovedperson i en novelle, men hans problem er ikke fiktivt. I dag, mere end 60 år efter Holocaust, er dét at være tysk stadig forbundet med skylden og skammen over Holocaust. Men er det rimeligt, at unge tyskere skal tage ansvar for deres bedsteforældres gerninger under krigen? Eller skal de omvendt få lov til at glemme deres historie og være ligeglade? Hvordan har folkedrabet påvirket vores forestilling om tyskere? Og hvordan påvirker det tyskernes egen selvopfattelse?
9. I folkedrabets skygge
Forestil dig at leve i et land, hvor skolerne er delte og nabobørnene lærer det modsatte af, hvad du gør. Forestil dig, at der ikke findes én fælles historie om, hvad der skete i fortiden. Sådan er situationen i Bosnien i dag, hvor befolkningen forsøger at komme videre efter krig og folkedrab i 1990’erne. Mange af dem, der var fjender under krigen, lever stadig side om side. Men børn og unge går i hver deres skoler og lærer forskellige versioner af Bosniens historie.
En bosnisk lærer fortæller følgende om situationen: “Vi er ikke én, vi er forskellige. Alle prøver at udviske vores forskelligheder, men vi er gået i krig over disse forskelligheder. Vi er bange for de andre – hvad vil de gøre ved os? Hvad vil der ske, hvis skolen bliver én?“
Spørgsmålet er, om man kan skabe en fælles historie for Bosnien uden at rippe op i fortiden – og hvad sker der med de næste generationers forestillinger om hinanden, hvis man lader være?
10. Fjenden iblandt os
Du ved, at fjenden lurer lige om hjørnet, og at han er dødsensfarlig. Han vil udrydde dig og dine nærmeste, og du har allerede set en masse beviser på det. Men hvem er han? Han befinder sig i mængden af smilende ansigter. Han er god til at skjule sig og spille skuespil. Er han din lærer, din nabo, din bedste ven eller din mor? Hvordan beskytter du dig mod den usynlige forræder?
Under folkedrabet i Rwanda skabte sådanne forestillinger om ”de andre” usikkerhed og frygt i befolkningen, og samtidig gav de en entydig og enkel forklaring på årtiers undertrykkelse.
Efter folkedrabet i Rwanda har forestillingerne og fortællingerne om ”de andre” levet videre. Begivenhederne under selve folkedrabet er også blevet til historier, der kan bruges og misbruges til at skabe forsoning eller nye forestillinger om ”de andre”. Ofte kan fjendebilleder både skræmme og forføre, men hvordan skal man gribe dem an efter et folkedrab?
11. Farlige verdensbilleder?
Flere hundredetusinde mennesker har mistet livet i Sudans Darfur-provins i løbet af de seneste syv år. I dag må flere millioner mænd, kvinder og børn leve i store flygtningelejre fjernt fra deres landsbyer. Det er sket i en tid, hvor vestlige lande og regeringer i langt højere grad end før har grebet ind overfor overgreb på civilbefolkninger. Hvorfor har det internationale samfund ikke formået at sætte en effektiv stopper for konflikten i Darfur?
Når verdenssamfundet tager beslutninger om at gribe ind i verdens konflikter, foregår diskussionerne ofte i FN’s mødelokaler i New York – langt fra verdens brændpunkter. Men hvad er det, der er på spil, når statslederne diskuterer en konflikt som den i Darfur? Har afstanden en betydning for de beslutninger, der bliver truffet i New York? Hvilke værdier, normer og verdensbilleder handles der efter? Og hvilken rolle spiller medierne for, hvordan vi reagerer, når mennesker er i nød?
12. Når folkets fjende er folket selv
”I 1933 blev en myte skabt i Sovjetunionen: Den 14-årige dreng Pavel angav sin far til kommunistpartiet. Faren blev henrettet og Pavel blev siden myrdet af familiemedlemmer, der ønskede hævn. Med Pavels død blev en stjerne for Sovjets ungdom født. I en kultur, hvor ungdommen tilhørte staten, fik Stalin i Pavel et vigtigt forbillede i kampen for kommunistpartiets ideologi: Absolut magt gennem absolut kontrol. Ved hjælp af børn og unge som stikkere rakte kontrollen nu helt ind i familierne.
Den kommunistiske vision for Rusland krævede fuldkommen ensretning og udryddelse af enhver modstand. Kulakkerne, bønder der ejede egen jord, blev udpeget som fjender og udryddet. Massehenrettelser og deportationer fulgte med millioner af dræbte til følge. Forestillingen om et ”renset” og ideelt samfund skabte en voldspiral, hvor alle var i fare for at blive udpeget som fjende.
Hvorfor er forestillingen om en indre trussel et så magtfuldt våben i kampen for et idealsamfund? Hvordan kan påvirkning fra myter og billeder være så kraftfuld? Hvordan kan følelsesmæssige mekanismer som dæmonisering og paranoia medvirke til folkedrab?
13. Hadets forestillinger
På blot tre måneder blev omkring en million mennesker dræbt i det lille afrikanske land Rwanda. Gennem propaganda og myter skabte Rwandas hutu-dominerede statsmagt en stemning af frygt og had, der i 1994 kulminerede i et brutalt folkedrab. De fremstillede ”de andre” som livsfarlige skadedyr, som det var nødvendigt at udrydde. Næsten hele Rwandas befolkning havde en part i folkedrabet enten som ofre, tilskuere eller gerningsmænd. Mange af dem, der ikke ønskede at vælge side, blev selv udpeget til ofre. Ofte slog naboer og venner hinanden ihjel af frygt for selv at blive dræbt.
Kan der gives en forklaring på sådanne handlinger, eller var folkedrabet i Rwanda blot udtryk for meningsløs vold? Hvordan skaber man et sådant had, der kan få mennesker til slå hinanden ihjel? Hvad var de ansvarliges motiver bag folkedrabet i Rwanda? Og hvad betyder hadet og forestillinger om ”de andre” for Rwandas befolkning i dag?
14. De andre mænd er ikke mænd som os!
Hvornår er en mand en rigtig mand? Hvordan kan forestillinger om de andres maskulinitet være med til at skabe grundlag for folkedrab? Hvorfor er mænd ofte de første ofre i et folkedrab og hvordan hænger køn og folkedrab sammen?
Når et samfund er på vej mod folkedrab, spiller gerningsmændenes forestillinger om mændene fra den anden gruppe ofte en vigtig rolle. De kan blive opfattet som anderledes og farlige: Som banditter, kriminelle eller voldtægtsforbrydere, der er en trussel mod kvinder og børn. Historien fra fx Darfur og det armenske folkedrab viser, at offergruppens mænd ofte bliver fremstillet som utilregnelige og fulde af modsætninger, og derved bliver selve deres maskulinitet sat på spil: De kan være feminine og dyriske på én gang. Sådanne forestillinger er med til at dehumanisere og udskille mændene som unormale, og som nogen, der ikke fortjener at leve, og som derfor skal udryddes.
15. Gerningsmænd og drabsmotiver
Det samlede antal ofre for folkedrab skal regnes i millioner. I sådanne næsten ubegribeligt store tal glemmer man let, at hver eneste dræbte var et individuelt menneske. Et menneske som mistede livet, fordi et andet menneske myrdede det. Bag disse forbrydelser står folkedrabenes gerningsmænd og -kvinder. Ikke dem, som sidder bag et skrivebord og beordrer andres død, men dem, som fra forreste række udfører drabene. Hvad forstiller de sig, når de myrder hundredvis af mennesker?
Hvordan kan man myrde mænd, kvinder og børn dag ud og dag ind i uger, måneder eller år? Hvordan kan man gøre det én gang? Hvordan kan man blive ved? Det er en vanskelig opgave at prøve at forstå en gerningsmand. En forklaring på, hvorfor de myrdede, kan nemlig let lyde som en slags undskyldning eller bortforklaring. Kan man overhovedet finde deres motiver for at myrde forsvarsløse mænd, kvinder og børn? Hvad siger morderne selv? Hvad siger de få ofre, som overlevede? Hvad tror du, at en folkemorder forestiller sig? |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
