FORMÅLET MED AUSCHWITZ-DAG

Af Bent Melchior, forhenværende overrabbiner

Teksten stammer fra 27-1 programfolderen til Auschwitz-dag 2003, København 2003, p. 2-3.

Auschwitz opfattes umiddelbart som klimaks på jødernes lidelseshistorie, der omfatter slaveri, eksil, templernes ødelæggelse, korstog, inkvisition og pogromer. Nazisterne havde sat sig som mål at komme med den endelige løsning på den historie, og kun deres eget nederlag satte en stopper for myrderierne.

Men Auschwitz er langt fra begrænset til jødisk historie. Millioner af mennesker fra andre religioner, sociale og etniske grupper samt fra andre europæiske nationer delte skæbne med millioner af jøder og blev udsat for sygdom, tortur, sult og død, der baserede sig på de pågældendes religion, nationalitet, fysiske og psykiske afvigelser.

Begrebet Auschwitz har dermed fået universel betydning. Det dækker i virkeligheden alle former for massemord, såkaldte etniske udrensninger og andre kollektive forbrydelser mod mennesker, hvis eneste forbrydelse i virkeligheden er, at de har ladet sig føde ind i eller tilsluttet sig den “forkerte”gruppe. Auschwitz, der oprindelig var et europæisk fænomen, dækker i vores bevidsthed uhyrligheder i alle dele af verden.

Derfor en Auschwitz-dag

Auschwitz-dagen repræsenterer respekt for ofrene og udtrykker solidaritet med de forfulgte af alle folkeslag. Det er ikke en mindedag i almindelig forstand. Mindedage har en tendens til at blive et ritual, der hviler i sig selv. Respekt og solidaritet skulle gerne være motiverende og derfor pege fremad.

Auschwitz-dagen er kemisk fri for ønske om at hævne. Forbrydelser mod menneskeheden skal naturligvis straffes efter fastsatte regler, der har præventive aspekter, men det må ikke forveksles med hævngerrighed, der bunder i hadske følelser og igen avler nyt had. Auschwitz-dagen har et positivt fremadrettet perspektiv med ønsket om at gøre verden til et bedre sted at leve for vores børn og børnebørn.

Jeg kan bedst illustrere det ved at genfortælle en beretning fra en mand, der som 14-årig var fange i Lieberose arbejdslejr nær Berlin. Han hed Hugo Gryn. Han overlevede krigen og kom til London, hvor han blev en højt respekteret liberal rabbiner, og her er noget af hans historie:

“Vinteren 1944 var bidende kold. Skønt vi ikke havde noget, der lignede en kalender, tog min far, der var min medfange, mig og nogle af vores venner til et hjørne i barakken. Han fortalte, at det var første aften af den jødiske lysfest, Chanukah. Han viste os en noget mærkeligt formet lerskål og gik i gang med at tænde en væge, der lå i hans højt værdsatte, men nu smeltede margarine-ration.
Før han nåede at begynde på lovsigelsen over lyset, protesterede jeg imod, at han således ville lade vigtig mad gå til spilde. Han så på mig – og han så på lyset – og sagde så: Du og jeg har oplevet, at det er muligt at leve i hele tre uger uden mad. Vi har sammen overlevet næsten tre dage uden vand. Men du kan ikke leve bare tre minutter uden håb!”

Bent Melchior, forhenværende overrabbiner