Forside>ANDERS FOGH RASMUSSEN OM AUSCHWITZ-DAG

FORMÅLET MED AUSCHWITZ-DAG


 
Af Anders Fog Rasmussen, statsminister
 
Teksten stammer fra 27-1 programfolderen til Auschwitz-dag 2003, København 2003, p. 1.

Den 27. januar markerer dagen, hvor Auschwitz blev befriet og hermed afslutningen på en af historiens mest tragiske begivenheder.

Millioner af mennesker døde som følge af Holocaust,og mange mennesker lever stadig med de uhyggelige minder og sårene i sjælen fra dengang.

I Danmark blev Holocaust også følelig. Tusinder af jøder måtte søge tilflugt i Sverige, mens andre hundreder blev ført til Theresienstadt. Andre danskere blev deporteret til forskellige koncentrationslejre som tvangs- og slavearbejdere.

Med højtideligholdelsen af Auschwitz-dag i Danmark vil vi sammen med andre europæiske lande mindes de døde og andre ofre for Holocaust samt kriges og totalitære regimers grusomheder.

Hvad man efter krigen troede aldrig kunne ske igen, har verdenssamfundet dog måttet være vidne til helt op i vor tid. Stalinismens og andre totalitære regimers politiske massedrab samt folkemordene i Cambodja, Rwanda og Bosnien og andre steder i verden vidner om, at kampen mod disse uhyrligheder ikke er slut.

Til grund for disse begivenheder ligger oftest racisme og fremmedhad vendt mod personer af anden race, religion eller politisk overbevisning. Vi må til stadighed bestræbe os på i alle samfundsforhold og med alle midler at sikre, at sådanne holdninger ikke får grobund.

Med Auschwitz-dagen vil vi derfor også sende et budskab til de nye generationer om, at Holocaust og andre folkedrab ikke blot er historie, men er noget der under særlige forhold vil kunne ske igen.

Tak til dem, der vil delagtiggøre os i deres pinefulde minder fra dengang. Vi ønsker, at Auschwitz-dagen bliver indledningen til en proces, hvor vi alle, og især de unge, vil bære mindet videre og arbejde for, at tragedien aldrig vil ske igen.

Anders Fogh Rasmussen, statsminister