Tricks til overlevelse

Mellem 1992 og 1995 hærgede folkedrabslignende vold i Bosnien og Hercegovina, det tidligere Jugoslaviens etnisk set mest uensartede republik. Mens ugerninger blev begået på alle sider, begik bosniske serbere de fleste, kulminerende i massakren af over 7.000 muslimske drenge og mænd i Srebrenica i juli 1995. Alle konfliktparter indrettede også fangelejre som Omarska eller Celebici. Der blev mange indsatte tortureret eller voldtaget, mens andre blev henrettet. Omkring 200.000 mennesker døde i den bosniske konflikt, og millioner blev tvunget på flugt ved “etnisk udrensning”. Dette begreb henviser til voldsomme operationer som forvandlede tidligere multietniske områder til udelukkende serbiske eller kroatiske egne ved at nedbrænde eller ødelægge de andre gruppers huse eller hele landsbyer.

Forleden, da jeg kom ind på mit kontor på Weekendavisen, stod der en ung mand og stirrede på et af landkortene på væggen. Det viser det delte Bosnien – med Dayton-linien som påmindelse om det etniske had, der for ti år siden sendte to millioner mennesker på flugt og kostede en kvartmillion livet. Uden at vende sig spurgte han:“Hvorfor er der sat en cirkel omkring Prijedor og en masse andre byer ?”

Den unge mand viste sig at være bladets ny rengøringsassistent og en af de 20.000 bosniske flygtninge, der kom til Danmark under krigen 1992-95. Han er fra Prijedor i Nordvestbosnien, dengang en by med blandet muslimsk og serbisk befolkning, nu en af hovedbyerne i den serbisk dominerede Republika Srpska. Nu deler vi arbejdsplads.

Cirklerne på kortet markerer fange-og koncentrationslejre. Præcis hvor mange, der blev etableret i Bosnien – 50 år efter nazisternes forfølgelse af Europas jøder – har ingen kunnet udrede. Udover de store officielle lejre var der mange privatorganiserede fængsler og smålejre i garageanlæg og afsides beliggende bygninger på landet. 50.000 lejrfanger, lyder det forsigtigste gæt. 100.000 siger de krigskorrespondenter, der kom rundt bag frontlinierne. Mindst det dobbelte, hed det under krigen i den bosniakiske presse.

Er det overdrevet at tale om holocaust-lignende tilstande i Bosnien i 1990’erne? Døm selv. En af de tidligere fanger i Omarska-minen ved Prijedor, Sulejman Mehanovic fra Sydsjælland, fortæller om sin overlevelse:

“Hvis der havde været modstand i en landsby og serberne mente, det var en Alic eller en Mehanovic, der stod bag, kunne de finde på at kalde alle med det navn frem og sende dem over i “det hvide hus”om aftenen. Det var dér, man tævede folk ihjel. I det værste af rummene var det helt sikkert, at man ikke overlevede. De blev ved og ved med at slå, sparke og stikke i folk med knive. I et andet rum var det knap så slemt. En del vendte tilbage derfra til de bygninger, vi boede i. De var tit meget afkræftede og oversmurt med blod, både deres eget og det, de fik på sig, når de blev tvunget til at læsse nattens ration af lig op på nogle små lastbiler. Min bror var en af dem, der kom tilbage fra “det hvide hus” Han har slet ingen erindring om, hvordan det skete, så medtaget var han.

De fleste af os, et par tusind vil jeg tro, var stuvet sammen i en stor rød metalbygning lidt inde på mineområdet. Før krigen blev den brugt til garage og en slags værksteder. I mit rum på ca. 160 kvadratmeter var vi godt 500 mennesker, som lå på cementgulvet fuldstændig tæt sammen. Man kan ikke forestille sig lugten. Det var midt om sommeren. Vi lå i et dampende hedt lokale lige under metaltaget. Vi fik kun bad to gange i løbet af tre måneder, hvis man da kan kalde overspuling med brandslanger for et bad. Nogle var så afkræftede, at de ikke kunne holde sig oprejst under vandstrålen.

Nætterne var forfærdelige. Vi kunne høre råb, skrig og krigssange uden for bygningen og gråd rundt om i lokalet. De fleste morgener opdagede vi, at der var nogle, som ikke havde klaret natten. De var døde, uden at vi havde bemærket det.

Nogle gange blev der også skudt, og man kom aldrig til at sove helt. Nætterne var en uvirkelig tilstand, hvor man på samme tid var i dvale og spændt til den yderste årvågenhed. Og hvis man endelig faldt i søvn, sørgede lusene i håret, i skægget og på kroppen for, at du alligevel ikke fandt hvile.

Hvis jeg kunne komme til det, prøvede jeg at finde plads helt ude ved væggen eller i en krog, hvor det var lidt sværere at få øje på mig. Måske var det derfor, jeg slap for det allerværste.

Nu bagefter forstår jeg alligevel ikke helt, hvordan jeg kom igennem det uden at gå fra forstanden. Jeg tror, det var tanken om min kone og børnene. Det kunne ikke passe, at vores liv skulle ende sådan. Jeg havde fået én til at lave en tegning af min dreng, Mido, på indersiden af mit identitetskort. På en mærkelig måde blev det en forbindelseslinie til normaliteten, en redningskrans, og det er der hårdt brug for, når alt,man oplever, er sindssygt. F.eks. så vi en aften, hvordan de lavede bål af bildæk i gårdrummet mellem bygningerne, mens de sang nationalistiske sange og dansede indianerdans.Til sidst skød de nogle fanger og brændte dem på bålet, fuldstændig som i en ramasjangfilm fra det vilde vesten.

Nogle gange spørger jeg mig selv, om det virkelig er rigtigt, at jeg har oplevet en så grotesk blanding af voksen ondskab og barnagtighed. Men det har jeg.

Der var også mange eksempler på, hvordan vagterne i lejren på det grusomste hævnede gamle forurettelser, som måske gik tilbage til skoletiden eller til en uenighed i forretningsspørgsmål. Den pludseligt opståede etniske kamp blev brugt som skalkeskjul for voldsglæde, smålighed og griskhed. Nu bagefter, hvor livet har fået en genkendelig form, kan jeg komme til at ryste over, at mennesket kan være så perverst.

Ikke engang på bosnisk finder der ord for det, vi oplevede. Angst dækker ikke. Frygt og smerte heller ikke. Det var noget altomfattende, som ikke blot slog sig på hjernen og hjertet , men på hver celle i din krop. Det var en tilstand, hvor man hverken er død eller levende, eksistensen er hørt op. Det eneste du gør, er at trække vejret.”

For Sulejman Mehanovic flyder månederne i koncentrationslejren i dag i ét. En tid med ubeskrivelig brutalitet og en lige så ubegribelig overlevelsesevne. Det var den, der fik fingersnilde fanger til at snitte skakbrikker med en skarptsleben sten, så de havde noget at fordrive tiden med. Også mod sulten opfandt de et middel. Sulejman, der er bager og en god kok, skulle skrive opskrifter. De svælgede i hans oplæsning af fremstillingen af brød, kager, sovser, lam og nationalspisen burek med indbagt ost, kartofler eller spinat. De snusede til hans ord og talte om smagen. Foreslog, at han i en anden ret brugte kylling i stedet for oksekød og udskiftede fløde med creme fraiche.

At der var hårdt brug for psykologiske tricks for at holde modet oppe og sultedøden væk, fremgår af billeder, som krigskorrespondenter sneg sig til at tage i fangelejrene. Det mest berømte af en radmager fange i Trnopolje-lejren endte på forsiden af Time Magazine og var med til at åbne verdenssamfundets øjne for grusomhederne i Bosnien.

Fangen, Fikret Alic, arbejder i dag i Nordjylland og er på vej til at blive dansker.

Birte Weiss er journalist på Weekendavisen, tidligere indenrigsminister og forfatter til bogen “Vanviddets Vidner” om krigen i Bosnien.