Holocaust
“Holocaust” er den særlige betegnelse for det nazistiske regimes folkedrab på Europas jøder. Ordet blev udbredt med den amerikanske tv-serie af samme navn, og det kan i dag ikke anvendes ukritisk. Dels dækker det ikke alle offergrupper, dels synes ordets sproglige betydning, nemlig “brændoffer”, at lægge et for snævert religiøst perspektiv på den historiske begivenhed.
Det tyske nazistiske regimes mest fundamentale forbrydelse bestod i en uhørt massiv og brutal krænkelse af menneskets værdighed og af forskellige gruppers ret til at eksistere. I det tyske folks og den højerestående germanske races navn hævdede regimet det som sin ret at skelne mellem “overmennesker”og “undermennesker”og magt til at bestemme over retten til livet. Jøder, sigøjnere, personer tilhørende de slaviske nationer blev racemæssigt defineret som “undermennesker” og dermed fraskrevet retten til selv at bestemme over deres liv og eksistens. Regimets racepolitik kulminerede i dets folkedrab på de europæiske jøder, men også sigøjnere, handicappede, sindslidende, russere og andre slaviske folk blev udsat for det nazistiske Tysklands tilintetgørelsespolitik.
Nazisterne selv betegnede Holocaust som “den endelige løsning af det jødiske spørgsmål” (Endlösung der Judenfrage). Den antisemitiske bevægelse i Europa havde siden slutningen af det nittende århundrede set “det jødiske spørgsmål” som det altafgørende samfundsproblem. I Naziregimets forståelse var “det jødiske spørgsmål” identisk med “jødernes umådelige indflydelse” og trussel mod det tyske folks overlevelse. Det havde haft central betydning for regimets diskriminerende politik med mere end 2.000 indgreb siden 1933. Regimets radikalt antisemitiske politik søgte at tvinge jøderne til emigration og flugt, men intet tyder på at målet fra start af var at udrydde jøderne. Der var ikke nogen lige vej fra jødepolitik til jødeudryddelsen. Nazisternes racepolitik undergik på et tidspunkt i 1941 i forbindelse med krigen mod Rusland en dramatisk drejning. Politikken overgik til regulære massedrab på jøderne i Europa, først i Østeuropa og siden på jøder fra Vesteuropa.
Der er ikke kendskab til nogen præcis beslutning eller direkte ordre fra Adolf Hitler om at udrydde jøderne i Europa.Men en række indicier peger på at der må være truffet en afgørelse mht. jødernes skæbne fra ca. slutningen af juni 1941. I juli begyndte de særlige SS-Einsatzgruppen (særlige mordenheder) at dræbe de jøder, som de stødte på i Sovjetunionen. I oktober 1941 stoppede regimet udvandringen af de tyske jøder, hvorefter de blev deporteret til ghettoer i Polen. Fra foråret 1942 kørte en næsten mekanisk udryddelsesproces med gas mod jøderne i nye speciallejre i det tidligere Polen. Chelmno var den første af i alt seks udryddelseslejre, de andre var Auschwitz, Belzec, Sobibor,Treblinka og Majdanek; i disse dødsfabrikker blev tilsammen op imod 3.2 millioner jøder frem til slutningen af 1944 udryddet med giftgas. Næsten lige så mange var blevet myrdet på stedet og uden for lejrene i Østeuropa. Tyskerne og deres kollaboratører dræbte i Østeuropa jøder overalt hvor de stødte på dem. Fra massemassakren i Babi Yar ved Kiev til drabene i Kovno i Litauen og massakren i Karkov i Ukraine blev efterhånden alle jøder, unge og gamle, børn og voksne,mænd og kvinder, raske og syge likvideret og smidt i store massegrave.
Holocaust blev en ubeskrivelig katastrofe for Europas jøder, og dens dimensioner er nærmest ufattelige. Det er nu af forskningen uomtvisteligt fastslået at lidt flere end seks millioner, eller omkring halvdelen af de europæiske jøder, blev dræbt i forbindelse med "Endlösung", heraf var godt halvdelen dvs. tre mio. polske jøder og knap to mio. sovjetiske. Katastrofens omfang for de jødiske samfund fremgår af enkelte tal: I 1945 havde således kun godt 10% af de i 1939 i Polen levende jøder overlevet det nazistiske folkemord. Og af de godt 550.000 tyske jøder myrdedes omkring 1/3, mens hovedparten af dem havde held til at udvandre eller flygte. Det nazistiske regime måtte således siges at være nået frygtelig langt i dets projekt om at gøre Tyskland og Europa “judenfrei”.
Karl-Kristian Lammers,
Institut for Historie, Københavns Universitet
