Folkedrabet i Rwanda i 1994

Rwanda er et land i Centralafrika, ca. på størrelse med Jylland, med en befolkning på omkring otte millioner. Landets befolkning består af tre grupper: et stort flertal af hutuer, der traditionelt dyrkede jordbrug, et mindretal af tutsier, der levede som hyrder og overklasse, og en meget lille gruppe af twaer, et skovfolk der siges at være landets ældste befolkning. De europæiske kolonister, der kom til landet i begyndelsen af 1900-tallet, udnyttede dette kastesystem i en “del og hersk” politik, der forværrede landets sociale kløfter. Man kan dog dårligt nok tale om etniske forskelle, idet de to store grupper har samme sprog, kultur og religion og lever blandet på samme territorium. Formodentlig er halvdelen afbefolkningen blandet.

Det skønnes, at omkring 800.000 børn, kvinder og mænd blev dræbt i løbet af de kun tre måneder, folkedrabet i Rwanda i 1994 varede. Omkring en kvart million vurderes at have deltaget aktivt i folkedrabet og måske tre gange så mange at have støttet det passivt. Tallene virker fuldstændig ufattelige. Medierne talte om en “gammel stammekrig i mørkets hjerte.” I realiteten var den europæiske kolonialisering af Rwanda, det internationale samfunds svigt og manglende vilje til at gribe ind samt hutu-ekstremisternes veltilrettelagte planer blandt årsagerne til folkedrabet.

Ekstremistiske militser, sammen med landets hær og et net af politikere og intellektuelle, førte an i massedrabene. Men så mange civile som muligt blev inddraget ved udførelsen af massakrer på tutsier og politisk oppositionelle hutuer for at gøre alle lige skyldige. Nogle gerningsmænd myrdede under tvang eller frygt for militser og myndighederne, mens mange blev vildledt af propaganda der skabte frygt, had og misforståelser. Mange gjorde det simpelthen, fordi de fik besked på, at de skulle. En effektiv propagandakampagne, der især brugte radioen som middel, skabte en stemning, der muliggjorde, at nabo myrdede nabo. I lyset af den lille forskel mellem hutuer og tutsier var et vigtigt redskab i planen brugen af identitetskort, der viste den påståede etnicitet. Ved “road blocks” blev tutsierne selekteret og dræbt.

Folkedrabet var blevet omhyggeligt planlagt. Militserne var systematisk blevet trænet til formålet, til dels med udenlandsk – især fransk - støtte. Bølgen af massakrer begyndte i hovedstaden Kigali den 6. april 1994 efter at præsidentens fly var blevet skudt ned. Der indledtes en velorganiseret jagt på både ledende tutsier og moderate hutuer, der kunne forventesat yde modstand. Landets kvindelige premierminister, en moderat hutu, blev dræbt som en af de første. Udryddelserne bredte sig gradvist til resten af landet, i nogle tilfælde først efter, at moderate kræfter var blevet ryddet af vejen.

En fredsaftale fra 1993 skulle have afsluttet en borgerkrig mellem huturegimet og tutsi-rebellerne. Men den nye magtfordeling blev forkastet af hutu-ekstremisterne. En FN-mission med fredsbevarende mandat havde været i landet siden slutningen af 1993, de fik nys om at ny og mere vold var på vej. På trods af FN-kommandanten general Dallaires advarsler om, at et folkedrab var ved at udvikle sig, reagerede FN-sekretariatet og nøgleaktører som USA og Europa ikke. De fleste FN- fredstropper blev til gengæld kaldt hjem, og gerningsmændene mødte overhovedet ingen modstand. Den regering, der planlagde og gennemførte folkedrabet, sad faktisk i FN’s Sikkerhedsråd gennem de tre måneder folkedrabet varede.

Folkedrabet har haft vidtrækkende konsekvenser både hjemme og uden for landets grænser. Mere end tre millioner mennesker flygtede ind i nabolandene Tanzania og Congo i den hurtigste og største flygtningestrøm FN nogensinde har oplevet. Omkring 115.000 mennesker sidder stadig fængslet for deltagelse i et folkedrab i 1994. Mange er forbrydere, som efter otte år ikke har været stillet for en domstol, andre er uskyldige. Institut for Menneskerettigheder gik derfor aktivt ind i genopbygningen af Rwandas retsvæsen med et uddannelsesprojekt, der afbødede manglen på forsvarere.

Fergus Kerrigan, programchef, Institut for Menneskerettigheder