Folkedrab - en forbrydelse uden straf?
Den 2. september 1998 fældede Rwanda-tribunalet som detførste internationale tribunalen dom hvor en person blev fundet skyldig i folkedrab. Dommen vedrørte Jean-Paul Akayesu, en tidligere borgmester i en rwandisk by hvor adskillige tusinde civile blevnedslagtet. Få år senere, den 2. august 2001, fandt Jugoslavien-tribunalet general Radislav Krstic skyldig i folkedrab. General Radislav Krstic blev således holdt ansvarlig for gerninger udøvet af bosniske serbere, der i juli 1995 i Srebrenica dræbte mere end 7.000 muslimske mænd og drenge. Nationale domstole kan også retsforfølge påståede gerningsmænd, som man har gjort det i Rwanda, Kosovo, Belgien og Tyskland – og som det også skal gøres i Danmark, hvis en folkedrabsforbryder anholdes på dansk jord.
Et af de spørgsmål der melder sig efter et folkedrab, er hvad der skal ske med gerningsmændene. I tidens løb har man anvendt forskellige løsninger: fra summariske henrettelser til amnesti, påtvunget tavshed eller retssager. Disse instrumenter har givet anledning til komplekse etiske, moralske og juridiske problemer, og ingen af løsningerne har kunnet betegnes som ideelle for et samfund der har oplevet et sådant civilisationssammenbrud.Historien viser dog, at hvis man ikke forsøger at takle fortidens forbrydelser og ofrenes lidelser, kan det lægge de første spirer til nye konflikter.
Det tyvende århundrede er blevet kaldt “folkedrabets århundrede” på grund af de mange etniske, nationale, religiøse, sociale og politiske grupper som i denne periode blev ofre for systematiske massedrab. I de fleste tilfælde blev forbrydelsen begået af en regering imod en enkelt gruppe af landets egen befolkning. Planlæggerne og udøverne af udryddelsespolitikken havde politisk status og magt, hvilket betød beskyttelse mod fremtidig retsforfølgelse og retssager. De ansvarlige for de forfærdeligste forbrydelser mod menneskeheden kunne tildele sig selv amnesti for deres egne gerninger og således nyde godt af en fraværende retsorden.
Nürnberg-processerne mod Nazi-Tysklands civile og militære ledere var en historisk, men kun kortvarig undtagelse fra dette mønster. Forudsætningerne for disse processer – fremmede magters besættelse af Tyskland efter dets militære nederlag i en international krig – var fortsat usædvanlige. De fleste efterfølgende folkedrab forblev en del af det respektive lands “indre anliggender”og foregik uden indblanding fra det internationale samfund. Ikke engang vedtagelsen af folkedrabskonventionen i 1948, hvor folkedrab for første gang blev defineret som en forbrydelse under international lov, ændrede billedet. Dokumentet opfordrer alle medlemsstater til at retsforfølge de ansvarlige for folkedrab,men ingen anklager blev rejst i de mange følgende årtier. I stedet fortsatte straffriheden også efter massedrabene i Indonesien (1965-66), Bangladesh(1971), Burundi (1972), Cambodja (1975-79), Irak (1988) etc.
Først efter slutningen på den Kolde Krig, i 1990'erne, udviste det internationale samfund endelig vilje til at holde i det mindste nogle af gerningsmændene for sådanne forbrydelser ansvarlige. FN's Sikkerhedsråd oprettede i henholdsvis 1993 og 1994 de Internationale Straffedomstole for det tidligere Jugoslavien og Rwanda for at retsforfølge de ansvarlige for bl.a.folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.I dag finder folkedrabssager fortsat sted ved FN-tribunalerne, men alternative løsningsmuligheder, der forsøger at fremme retfærdighed og forsoning ofre og gerningsmænd imellem, anvendes også; herunder kan nævnes sandhedskommissioner, symbolske erstatninger eller blot undskyldninger.
I disse dage, gennem den første uge af februar 2003, vil vi være vdner til en virkelig historisk begivenhed for den internationale retsorden: valget af 18 dommere til den nye Internationale Straffedomstol i Haag. Denne domstol er en uafhængig, permanent institution som har til formål at tiltale krigs- og folkedrabsforbrydere. Domstolen vil ikke have bemyndigelse til at råde bod på fortidens forsømmelser,men den styrker håbet om, at gerningsmænd, som i fremtidige konflikter groft overtræder menneskerettighederne, ikke uhindret vil få mulighed for at fortsætte deres karrierer som politikere eller militærpersoner. Danmark tilsluttede sig denne domstol 21. juni 2001 og er dermed forpligtet til yderligere at støtte og forsvare dette grundlæggende bidrag til at bringe de ansvarlige for retten.
Martin Mennecke, Holocaust og Folkedrabsstudier, Institut for Internationale Studier
