Da Danmark vendte ryggen til jøder på flugt

Ligesom hovedparten af de europæiske demokratier reagerede Danmark afværgende, på flygtningestrømmen fra Nazi-Tyskland. En større indvandring af jøder på flugt fra nazismen blev betragtet som en trussel mod det homogene danske samfund og ville efter politikernes opfattelse også her give anledning til antisemitisme.

Da forfølgelserne i Det tredje Rige eskalerede, og masseflugten satte ind i 1938, valgte man således at lukke grænserne, og hundredvis af tyske og østrigske jøder blev afvist. Også flygtninge, som sneg sig over landegrænsen under trusler om anbringelse i koncentrationslejr hvis ikke de forlod tysk område, blev sendt tilbage.

Efter Krystalnatten, 9.-10. november 1938, blev tusinder af jøder i Det tredje Rige anbragt i koncentrationslejre, og deres løsladelse gjort betinget af øjeblikkelig udvandring. Ansøgninger om en kortvarig opholdstilladelse fra disse ulykkelige mennesker, så de i sikkerhed kunne forberede emigrationen til et oversøisk område, blev afslået. Ofte med begrundelsen, at der ikke var sikkerhed for, at de inden for en rimelig tid kunne komme videre til tredjeland.

Den storstilede redningsaktion til fordel for de danske jøder i oktober 1943 trængte de foregående års beskæmmende flygtningepolitik i baggrunden. At en mor, far, bror eller søster kunne have reddet livet, hvis ikke, hvis de havde fået opholdstilladelse her i landet, var alene noget man hviskede om i familierne.

Lone Rünitz, Holocaust og Folkedrabsstudier,
Institut for Internationale Studier