  |
|
 |
 |
 |
|
Tema for Auschwitz-dag 2010: "Farlige forestillinger"
Det er menneskeligt at gøre sig forestillinger om andre. Både om dem, man kender og om dem, man ikke kender. Dette er nødvendigt i et samfund, når man skal forholde sig til og forstå hinanden. Men forestillinger kan udvikle sig til fastlåste og unuancerede generaliseringer, og selv harmløse fordomme kan under særlige betingelser blive farlige. I temaet for Auschwitz-dag 2010 blev der sat fokus på de forestillinger, som udvikler sig til fordomme, stereotyper og myter om ”de andre”, og som i yderste konsekvens kan medvirke til at skabe betingelserne for folkedrab og mobilisere mennesker til at begå utænkelige forbrydelser.
Auschwitz-dag 2010 handlede derfor om, hvordan sådanne forestillinger skabes, og hvordan fjendebilleder og myter kan mobilisere mennesker til at begå utænkelige forbrydelser. Samtidig satte temaet spørgsmålstegn ved, hvem der har ansvaret for, at forestillinger forbliver ufarlige, og hvordan man kan forhindre, at fjendebilleder udbredes og mobiliserer mennesker til voldelig adfærd.
Med "farlige forestillinger" blev der på Auschwitz-dag 2010 sat fokus på en række aktuelle spørgsmål: Hvorfor er intolerance stadig et problem overalt i verden? Hvorfor udvikler nogle forestillinger sig til fjendebilleder? Hvilke fjendebilleder kan dehumanisere mennesker i en sådan grad, at de kan retfærdiggøre massedrab? Hvordan kan forestillinger om ”de andre” rodfæste sig i et helt samfund? Hvordan kommer man sådanne forestillinger til livs, og hvem har ansvaret for at sikre, at forestillinger om ”de andre” forbliver ufarlige?
Læs mere om årets tema på www.folkedrab.dk/a-dag
|
|
|
 |
 |
|